De Første Skridt

De første skridt

Hvor starter man i denne jungle af informationer? Det afhænger meget af, hvorfor du er endt her. Afsnittene Om wicca, Baggrund, Gudinden, Guden og Heksens leveregler udgør den grundviden, som gerne skulle give dig tilstrækkeligt indblik i wicca til at vide, om dette er noget, du vil fortsætte med at læse på.

Hvordan bliver jeg heks/wiccaner?
Det er ikke noget, man bliver fra den ene dag til den anden. Jeg ved, hvornår jeg ”sprang ud” som heks, men jeg havde holdninger og synspunkter, som du finder i wicca, længe før jeg havde hørt ordet ’wicca’. Hvis din interesse er fanget, så vil jeg opfordrer dig til at læse. Du er velkommen til at begynde her på siden, men du skal også andre steder at læse. Under links har jeg lagt henvisninger til flere gode sider, og jeg har også en liste med anbefalede bøger.

Gå på biblioteket og find ud af, hvor de har bøger om wicca (typisk under 14.1). På bibliotek.dk kan du låne bøger, som dit lokale bibliotek ikke lige har selv. Og begynd så ellers at læse. Nogle ting vil selvfølgelig gå igen, men du vil også finde mange nye ting. Husk din kritiske sans. Du vil opdage, at ikke alle bøger har korrekte informationer. Dette gælder også de mange hjemmesider, du kan finde på nettet. Du vil sikkert finde ting, du er uenige i, og så vil du finde ting, som stemmer overens med dine personlige holdninger – du er ved at finde din sandhed.

Hvordan lærer jeg magi?
Delen som omhandler magi, tiltrækker ofte mange til wicca. Men det er mere end bare at sige en remse og vifte med hænderne. Det er yderst vigtigt, at du har lært det grundlæggende bag, ellers kan du komme galt af sted. Det kræver, du er villig til at bruge tid på at studere det – både teorien bag magi samt etikken, der følger med – det hele er for dit eget bedste. Når dette er gjort, så kan du roligt fortsætte til afsnittet om magi og din praktiske lærdom kan begynde.

Husk tålmodighed, når du begynder med magi. Nogle ting tager tid og øvelse at lære, men det skal nok komme, hvis du bliver ved med at øve. Tag tingene i et roligt tempo. Få styr på de nemme ting, før du går videre til det næste. Man skal kunne kravle, før man kan gå.

Hvordan fortæller jeg min familie og mine venner, jeg er heks?
Lad være med at gøre noget overilet og fortælle hele verden, du er heks, efter du har læst de første par sider om wicca. Det er en god ide, at have studeret det et stykke tid, så du for det første er sikker på, dette er vejen for dig, og du for det andet har tilstrækkelig viden til at besvare nogle af de spørgsmål, der helt sikkert vil dukke op, når du fortæller dine nærmeste det.

Lad det ikke være en hemmelighed, du læser på det. Hvis folk omkring dig ved, du er interesseret i det her, så vil de også selv være bedre forberedt på det, når du fortæller, du er heks. Det viser også en seriøsitet, at du holder fast i denne interesse. Tal endelig med folk om tro. De fleste har intet i mod at tale om det, og det er altid sundt at høre andres holdninger til det guddommelige, livet, døden og hvad der kommer efter. Når du føler dig tilpas sikker i, at dette er noget for dig, så fortæl din familie og venner det. Det kan være en fordel at gemme ordet ’heks’ og starte med at fortælle dem lidt om wicca, som du nu har læst på noget tid, og fortæl dem så, at du føler, dette er vejen for dig. Vær åben omkring din tro. Det vil gøre især forældre trygge at høre om, hvad det er for noget. Og send dem endelig forbi afsnittet til forældre og venner.

Skal jeg indvies?
Det er sådan set op til dig selv. Tiden, hvor man var nød til at blive indviet i en heksecirkel (coven) for at lære om wicca, er passeret. I dag findes der mange hekse, om ikke tilhører en heksecirkel og som ikke er indviede. Jeg er selvindviet, hvilket vil sige, at jeg har udført et lille ritual, hvor jeg annoncerede for Gudinden og Guden, at jeg havde valgt denne sti. Dette blev jeg sommeren 2006 – 2 år efter jeg sprang ud som heks, og næsten 3 år efter jeg begyndte at studere wicca. Jeg ville være sikker på, dette var det rigtige for mig. Grith er endnu ikke indviet, men dette gør hende ikke til mindre heks end jeg.

Hvis du vælger at blive indviet, så vær sikker på, at dette er noget, du vil fuldt og fast – og vær sikker på, du ikke skifter mening om et par år. Hvis du er usikker, så lad vær. Måske føler du dig klar om nogle år – måske skal du helt lade være med at indvie dig. Har du besluttet dig, at du vil indvies, så skal det gøres. Der findes flere glimrende selvindvielsesritualer i dag. Jeg valgte at bruge det, som Scott Cunningham har beskrevet i sin bog Lær at forstå og praktisere wicca. Det er simpelt og alligevel gennemført, det er på dansk og næsten alle biblioteker har hans bog. Du kan også skrive dit eget eller ændre lidt i et eksisterende. Det vigtigste er sådan set, at du kan stå fuldt inde for dit valg.

Share This: