Jeg lever livet i sus og dus uden nogle former for problemer.. 
Eller det gør jeg ihvertfald hvis man skal tro på størstedelen af de folk der snakker om kontanthjælpen. For det er jo bare sunde og raske folk der er alt for dovne til at lave noget som er på kontanthjælp. De har røven fuld af penge og får alt foræret af kommunen. Derfor bliver der hele tiden lavet om på reglerne for kontanthjælpen eller også bliver der lavet nye regler. Kort sagt for at tvinge de dovne danskere ud i arbejde. Og når alle så er i arbejde, skal kontanthjælpen bortskaffes helt. 

Og her starter min lille fortælling så.. 

Ja.. Kontanthjælpen er noget lort og burde afskaffes.. Der er ikke styr på noget som helst og der er slet ingen der kan finde hoved eller hale i alle de indviklede regler. Ikke engang dem der finder på dem.

Men her er lidt info om mig. 

Jeg er i skrivende stund, 33 år, udeboende og vurderet til ikke at være uddannelsesparat. Jeg modtager hver måned ca. 10.500 kr før skat og det er ca. 8.300 kr efter skat. Og så har vi alle de faste udgifter som afbetaling af lån og gæld som man ikke kan undgå at få når man er på kontanthjælp, husleje, lys, vand, varme, mobil, tv, net, bil, insulin, medicin osv osv. Når de så er betalt, så er der for mit vedkommende ca 1.300 kr tilbage. Ud af dem skal der være til mad, benzin og andre uforudsigelige udgifter. En typisk månedsløn for mig holder ca. 10 dage hvis jeg er heldig. Og hvad gør man så når man er ved at løbe tør for mad og benzin? Ja så må jeg nedværdige mig selv og krybe på knæ og tigge om lån bare liiige til næste måned. 

Der er ingen hjælp fra kommunen hvad det angår og møder jeg ikke op som aftalt, så trækker de i ydelsen. Det skal lige siges at det er lidt svært at møde op 24km fra ens hjem når man ikke har benzin på bilen. I mit tilfælde er det også svært at møde op hvis der ikke er mad eller insulin, for så påvirker det kroppen enormt og så er det en kørsel 1 til Esbjerg. 

Så jov. Jeg lever da helt klart det super fede luksusliv med den dyreste champagne og kaviar. 

Nu skal jeg ikke stryge alle over en kam, men vi er rigtig rigtig mange mennesker som er fanget på kontanthjælp. Vi er syge og selvom vores egne læger og eksperter kommer med deres diagnoser og udmeldinger, så er der ikke en kasse i systemet som vi passer i og derfor ender vi i en gråzone. Og der kan vi få lov til at vente og vente indtil der findes på en ny mærkelig plan. Det er et mentalt helvede at være syg og på kontanthjælp. Og jo, jeg er fuldstændig enig med at kontanthjælpen burde afskaffes.. Men det skal erstattes af et system som virker. Et system som kan hjælpe dem der virkelig har brug for hjælp istedet for at de skal ende i en gråzone og blive endnu mere syg end de i virkeligheden er. For det er jo klart at antallet at folk på kontanthjælp stiger, når størstedelen ender med at sidde fast i gråzoner..

Jeg er dog ikke enig i at det er et luksusliv.. Det er på ingen måde en luksus at skulle vende hver en krone for at pengene holder længst tid. Det er ikke luksus at skulle tigge om penge for at kunne have til måneden ud. Det er ikke luksus at skulle spare på maden for at der er noget hver dag. Det er absolut ikke luksus at måtte sige nej hver gang børnene spørger om de må købe lidt slik eller legetøj. Eller at måtte slå deres ønsker ihjel om at komme i svømmehallen eller en tur i sommerland. Heldigvis findes der nogle gratis fornøjelser rundt omkring, men så er det lige om der er benzin til at komme frem og tilbage. Og hvad med en lille snack/slikpose eller souvenir? Igen er der ikke råd til det. Jeg kan ikke helt tro at der skulle være nogen der vil mene at det er et luksusliv. 
Hver evig eneste gang at politikerne mener at der skal spares, så bliver kontanthjælpen nævnt. Og hver eneste gang skal vi på kontanthjælp, høre på at det er et rent luksusliv vi lever. Det er både hårdt at høre på men også ekstremt sårende. Der er intet andet jeg ønsker mig mere, end at have et normalt liv uden problemer, smerter og diagnoser og kunne varetage et fast job og give børnene de oplevelser de nu ville ønske. Uanset hvad det så end måtte koste..

Rigtig mange mennesker drømmer om at blive millionærer, men jeg drømmer bare om at have råd til at leve uden at skulle nedværdige mig selv. Er det virkelig for meget at forlange? 

Tanken om at kunne invitere kæresten og børnene spontant ud at spise på f.eks bones efterfulgt af en biograffilm ender aller højest, hvis vi er heldige, med en tur på BurgerKing og derefter hjem og se en film på Netflix. Og er vi virkelig heldige, så er der måske en pose slik til deling. Ellers må slikposen vente til efter vi har fået penge igen. 

Så nej. Det er på ingen måde et luksusliv at være på kontanthjælp. Og jeg må indrømme at grunden til at jeg skriver alt det her er at jeg er godt og grundig træt af at blive trådt på, stødt, nedværdiget, såret og fyldt med skam over at skulle høre på alle de ‘kloge’ hoveder der ved alt om livet på kontanthjælp. Så i fremtiden, tænk jer om før i udtaler jer. Både mundtligt eller skriftligt, omkring kontanthjælpen. Der kunne være en der fik det sidste skub over kanten på grund af netop den ene udtalelse.. Jeg har selv været tæt på mange gange i alle de år. Så jeg ved hvad jeg snakker om.

Share This: