Om Mig

Jeg er en fyr fra 84, som nu lever det stille og rolige liv. Jeg har været igennem en del i mit liv indtil videre..

Jeg har haft en meget god opvækst. Syntes jeg da selv.. Tror det har været en meget normal opvækst.. Der har været gode tider og dårlige tider.. 🙂
Som 11 årig begyndte jeg at få ondt i min ryg.. Jeg fik afvide at det var meget normalt når jeg ikke var ældre.. Det kaldtes vokseværk.. Tiden gik og smerterne spredte sig til resten af kroppen. Men det vokseværk er jo ikke kun et sted.. Man vokser jo i hele kroppen.. Årene gik, og da jeg blev færdig med folkeskolen skulle jeg jo ud i uddannelse.. Troede jeg.. Smerterne blev stadig værre og værre, og da jeg var 23-24 år blev jeg sendt ned til Gråsten Gigthospital.. Jeg var indlagt i 3 uger, og det var 3 rigtig dejlige uger.. Dernede blev jeg scannet og fik taget en hel masse blodprøver.. Scanningen viste så at min knoglemasse var i samme stand som ved en ældre mand på ca. 73 år.. Det kom som noget af et chok for mig.. Samtidig fik jeg afvide at det var bivirkninger af at jeg havde været hybermobil.. Selvom jeg aldrig har kunne gøre de skøre ting som hybermobile normalt kan gøre.. Men de kunne ikke stoppe udviklingen.. De kunne kun bremse den..

Imens alt det her stod på, har jeg også fået andre små “småfejl” hvis man kan kalde det det.. Da jeg lige var startet i 8. klasse, knuste jeg mit led på min venstre ringfinger.. Det var meningen at der skulle to skruer i leddet, så det ville blive et stivt led.. “Heldigvis” var mit led så knust at dette ikke kunne lade sig gøre.. Overlægen sammenlignede min finger med et gammels sejlskib.. Min finger var masten og alle sener osv. var div. reb der holdte masten.. Men på min mast var rebene skåret over og masten var knust og faldet sammen.. Så det endte med at den blev samlet med to stykker ståltråd istedet for skruer, og så blev jeg syet med 17 sting.. Det har resulteret i at jeg idag godt kan bruge min finger, men den er stadig ikke 100% funktionel..

Siden jeg gik i børnehave, har jeg skelet utrolig meget.. Jeg kan huske at jeg gik med klap for det ene øje.. Da jeg blev 16 år, blev jeg opereret i det ene øje, for og se om dette hjalp.. Så til min fars 50 års fødselsdag, rendte jeg rundt med solbriller indenfor, for jeg måtte ikke udsætte øjet for alt for meget sollys.. Året efter, faktisk samme tid, blev jeg så opereret i det andet øje.. Og det passede med at jeg igen rendte rundt og legede sørøver ved min mors 50 års fødselsdag.. Disse operationer har dog ikke hjulpet helt efter planen..

I April månede 2006, fik jeg stillet diagnosen “Diabetes Type 1”.. Det var virkelig et slag i hovedet for mig.. På dette tidspunkt syntes jeg at alt uheld ramte mig.. Jeg kæmper stadig med at få stabiliseret blodsukkeret.. Så jeg ryger lidt ind og ud af sygehuset.. Desværre.. Sukkersygen, samt mangel på D-vitamin og dermed kalk, har gjort at jeg meget nemt knækker mine tænder. Faktisk kan det ske ved at jeg spiser et stykke blødt brød. Det vil koste 40.000kr og få lavet herhjemme, og kommunen vil ikke hjælpe.

Og i sammenhæng med alt det her, er kommunens mening at jeg ikke “fejler noget”.. Som de siger, ” Du er jo bare en ung, frisk fyr som står ved en skillevej ligesom alle andre unge fyre i din alder.. Og du vil så vælge den nemme udvej istedet for og tage en uddannelse.. Alle unge kommer til dette punkt.. Jeg skal bare videre i uddannelse.” Hmm Ja.. Lige for og få lidt på det rene.. Alt dette gør at jeg er en meget ustabil arbejdskraft, som ikke må løfte mere end maks 4 kg, jeg må ikke lave gentagne bevægelser, jeg må ikke være i små rum eller høje punkter, jeg skal have skiftende arbejdsstillinger (stående, gående, siddende).. Ja og så skal det helst være efter middag jeg skal arbejde, da mine led ikke rigtig er klar før, og så er det minimalt med timeantal pr. dag.. Nemmere sagt.. Find et arbejde som en mand på 73-75 år kan klare.. Det er hvad jeg kan holde til.. Hvor finder man det ?

Jeg har ansøgt kommunen om førtidspension, men det bliver afvist da jeg jo som sagt ikke bliver anset som “syg nok”..

Hele denne kamp med alt det ovenstående, har nu gjort at min læge er ved og få grå hår, og jeg har fået en depression, som jeg også lige skal kæmpe med..
Jeg har mine rigtig gode dage, hvor jeg ser mig selv som “rask”.. Der er næsten ingen smerter, og kan give lidt til hånde hist og pist.. Det er bl.a. de dage jeg bruger på og rode lidt ved bilen, eller hjælpe til i området herhjemme.. Så er der de dage hvor jeg absolut ikke kan noget som helst.. Disse dage er et rent helvede.. De dage foregår for det meste under varmetæppe osv..

Nogle folk forstår ikke rigtig hvor jeg engang imellem kan virkelig en lille smule negativ.. Men her har i så forklaringen.. Her er det meste af grunden til at jeg har mine gode og dårlige dage og mine meget hurtige humørsvingninger..

Grunden til at jeg laver denne side er fordi at de ting jeg kæmper med er “usynlige” for andre folk.. Ud af alt det jeg fortæller om her, er det eneste folk kan se, mit ar på min finger efter operationen.. Og den er ikke engang ret tydelig mere.. Så folk kunne tro at jeg fandt på alle disse ting som “undskyldninger” for ikke at lave noget.. At få den beskyldning smidt i hovedet igen og igen har bare den virkning at jeg går ned psykisk endnu en gang.. Så nej tak..

Men alt er jo ikke negativt.

Jeg vil gerne fortælle lidt om en jeg har set meget op til og som stadig lever dybt i mit hjerte. Det er min morfar, Ole Olesen.
Engang da jeg var spæd, holdte han mig og sagde “En dag når du er blevet 18, og din far sover til middag, så kommer jeg og kidnapper dig. Så skal du have navneforandring til Olesen”. (blev døbt Ole Sørensen). Det fik jeg at vide da jeg var lidt ældre, og det har vi gået og drillet lidt med til hinanden. Så kom tiden hvor min søster blev gift. Hun kom til at hedde Skrydstrup. Senere var det min brors tur. Han kom til at hedde Bartelsen. I 2002 blev jeg endelig 18. Tog hjem til min morfar og sagde “Hva så du gamle. Skal vi hen og ændre navn ?” Men det var han nu ikke så glad ved, for jeg var jo den eneste der hed Sørensen. Så det skulle jeg beholde.

Der gik nogle år inden jeg fik den tanke at jeg kunne få Olesen som mellemnavn. Så i 2004 tog jeg ned på kirkekontoret og fik ændret mit navn fra Ole Sørensen til Ole Olesen Sørensen. Fik så min nye navneattest og tog hjem og besøgte min morfar. Gav ham papiret og sagde værsgo og læs. Han kiggede på mig og spurgte hvad det var, inden han kiggede på det. Da han havde kigget på det et stykke tid kiggede han op på mig, så på papiret igen, og så ud i luften. Han tog min hånd og klemte og da han kiggede på mig kunne jeg se tårerne kom frem i hans øjne. Jeg sagde at selvom jeg var den eneste til og føre Sørensen videre, så havde vi altså en aftale. Jeg lovede ham at jeg ikke ville ændre mit navn. Ihvertfald ikke fjerne hverken Olesen eller Sørensen.

Idag hvor han er borte, tænker jeg utrolig meget på ham. Hver gang jeg får et brev eller ser mit fulde navn et sted, så er det første jeg læser “Ole Olesen”. Det giver en varm fornemmelse stadigvæk, selvom det er ved og være nogle år siden nu. (1-1-05) Jeg er glad for at jeg ikke ventede længere. Det betyder meget for mig at jeg fik det gjort imens han levede.

Når jeg sidder i min egen lille verden, så tænker jeg tit på ham, snakker tit til ham. Det var utrolig hårdt og sige farvel til ham, men han har det bedre hvor han er nu. Og jeg kan stadig snakke til ham.

Andre nulevende jeg ser op til er mine forældre. De har ikke haft det nemt med mig, men alligevel har de ikke givet op.
Vi har haft vores ture, både gode og dårlige, men når jeg sidder her og tænker tilbage, ja så mindes jeg flest gode minder.
Nu er jeg jo ikke det eneste barn de har. Jeg har to ældre søskende som er henholdsvis 14½ og 12½ år ældre end mig. Så jeg har da følt mig lidt som et enebarn. Der har ikke rigtig været det nære sammenhold mellem mine søskende og jeg, som der har været mellem mine to søskende..
Men jeg glæder mig så bare over at jeg er et “mirakelbarn” som man siger. Hehe. Da mine forældre havde fået min bror, ville de ikke have flere børn. Så min mor blev steriliseret i 1982. Men alligevel kom jeg til verdenen to år efter. Det syntes jeg nu selv er rimelig godt klaret. 🙂 Så jeg har været, som mine søskende og forældre siger, “en forkælet lille møgunge af en efternøler”.. Og møgunge kan jeg nu godt følge dem i.. For i 1984 var Morsdag d.13 maj. Hun ville så gerne have at jeg blev født på Morsdag.. Hvilket også var min søsters halvårsdag.. Men nææ nej.. Jeg var da så smart liige og vente til d. 14. ca. kl. 02.45. Den glæde skulle de da ikke have.. Det har jeg så hørt for lige siden..

Men for og vende lidt tilbage.. Jeg elsker mine forældre utrolig højt af flere årsager. Første årsag er at de jo egentlig ikke regnede med at jeg skulle komme. Men de tog det med oprejst pande, selvom pengene var små og pladsen var trang. Jeg har nok været den af deres børn der har haft flest problemer. Her tænker jeg med mine sygdomme osv. Og alligevel har de tilsidesat deres egne behov for at varetage mine. Det er jeg virkelig taknemmelig for.  Jeg vil aldrig kunne takke dem nok for deres støtte og hjælp igennem mit liv. Og jeg ved jeg ikke er den bedste til og sige det men… Mor og Far… Jeg elsker jer af hele mit hjerte..! Og til mine søskende.. Selvom jeg er en lille møgunge, så elsker jeg jer nu alligevel.. I betyder meget for mig.. 🙂

Min søster, som jo er 14½ år ældre end mig, var den første til og gøre mig til onkel.. Hun fik sin søn i 1992, hvor jeg var 8 år. Det syntes jeg nu var en rimelig tidlig alder og blive onkel i. Men det var nu alligevel en dejlig oplevelse. Jeg havde meget svært ved og skjule at jeg var en meget meget stolt onkel.
To år efter, i 1994, blev så onkel igen. Denne gang til en lille pige.. Der havde jeg jo været onkel i to år, men var nu stadig en rigtig stolt onkel.
Jeg har brugt utrolig meget tid hjemme ved min søster, og vi har rigtig hygget os. Jeg mindes tit en dag hvor jeg var hos hende imens det lynede og tordnede. Det var rigtig hyggeligt, selvom søs var rigtig bange. Alt lyset var slukket og vi stod ved køkkenvinduet og kiggede ud på et stort gammelt træ der stod ude midt i gårdspladsen. Men det er nu mange år siden. Det må ha været i 1991 eller 1992..

Så er der min bror, som er 12½ år ældre end mig. Han startede som DJ da han var omkring 10-11 år gammel. Så jeg er vokset op i skyggen af hans karriere. Men ham har jeg altid set op til, og ville være ligesom ham. Det største ville være og kunne få ham til og spille til min fødselsdag, men han havde jo så travlt. Så det måtte vente. Men til min 11 års fødselsdag, havde han stillet hans Diskotek op, uden jeg vidste det. Det var jo kanont, og jeg var vildt stolt over at han havde gjort det. Jeg, som 11 årige, havde Vejen og omegns bedste og nok også mest kendte Diskotek til og spille, (Diskotek Lacopari). FEDT! Og ikke nok med det. Jeg fik lov til selv og stå bag pulten og spille. Det var starten på min nye drøm.
Årene gik, hvor jeg prøvede og komme igang som DJ. Jeg havde erfaring fra skolens radio (Radio Østerby), da brormand endag ringede og spurgte om jeg ville med ham ud og spille.
Vi har været ude og spille sammen en del gange, og selvom der er så mange år imellem os, så har det hjulpet mig meget, og har gjort at jeg har fået et meget tættere forhold til min bror.

Mange tror ikke på mig når jeg fortæller at jeg har en søster. Alle kender min bror pga. hans DJ karriere, men min søster har levet det stille og rolige liv. Men ja. Jeg har altså en søs. 🙂
Jeg har følt mig lidt som et enebarn pga. de mange år imellem os, men jo ældre jeg er blevet, jo tættere føler jeg at jeg er kommet på mine søskende. De betyder begge to utrolig meget for mig, også selvom vi ikke lige snakker sammen hver dag. Og de vil altid have en stor plads i mit hjerte.

Jeg er faktisk utrolig glad for hele min store familie.. Både alle mostre, fastre, onkler, tanter, fætre, kusiner, granfætre/kusiner, grandgrand, og grandgrandgrand og hvad der nu ellers er. Er det det man kalder for et familiemenneske ? Men uanset hvad, så betyder i alle sammen rigtig meget..

Share This: