De seneste dage har været nogle virkelig øv-dage..
En følelsesmæssig rutsjebanetur der ikke vil tage nogen ende. At miste sin bedste kammerat, sin bedste ven, i så ung en alder og på sådan en måde, burde ingen nogensinde opleve. Det er så frygtelig og trist.
Men jeg har dog haft masser af tid til, at reflektere over alt det der er sket de sidste par dage.
Tirsdag formiddag, den dag han døde, var jeg på arbejde. Døren ind til værkstedet var lukket og jeg ville kunne høre hvis den blev åbnet. Døren ud til Gårdspladsen stod dog åben. Chefen var ude og køre og jeg ville kunne høre når der kom en bil i gruset.
Jeg sidder og er i gang med at ordne ryggen på en gammel sofa, så jeg kan ikke se nogle af dørene. Pludselig føler jeg, at der står en lige bag ved mig og kigger mig over skulderen. Troede først, at det var min chef der lavede sjov med mig, da jeg ikke kunne se nogen. Jeg endte med at rejse mig op og kigge overalt for at se hvem der var. Men der var ikke nogen. Men en form for en stor skygge var der, som forsvandt stille igen.
Mine kollegaer var i fuld gang med at arbejde og chefen var ikke kommet hjem endnu.
Hændelsen skete om formiddagen.
Efter endt arbejde, tog min familie ud og fejrede min fars 70 års fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt og vi var der i flere timer. Jeg fik et par opkald imens vi var der, men jeg tog dem ikke og det samme med beskeder. Jeg ville være til stede ved fødselsdagen. Sent om aftenen, da vi lige er kommet hjem, tjekker jeg lige facebook. Jeg havde ikke rigtig tjekket facebook i løbet af dagen, så der var nok sket en hel masse. Noget af det første jeg så, var et opslag fra en af min kammerats venner. Først tænkte jeg, at det var en joke de havde gang i. Jeg læste kommentarerne og blev lidt nervøs.
Efter at have tjekket min kammerats profil, ringet og skrevet rundt, gik sandheden op for mig. Han var altså død.
Dagene efter var virkelig mærkelige. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske hvad jeg har lavet i de dage.

Dagen for hans bisættelse kom.
Jeg var fuldstændig splittet i atomer. Jeg prøvede at holde hovedet højt, men det eneste jeg egentlig kunne formå, var at stirre på kisten under hele forløbet og bare tænke, at det ikke kunne være sandt. Heldigvis har jeg optaget det hele og har hørt det igennem efterfølgende. Det var en utrolig smuk bisættelse han fik.
Efter at bilen var kørt væk med ham og tårerne var tørt nogenlunde væk, gik vi lidt rundt foran kirken og snakkede.
Her mødte jeg flere gamle venner, som jeg ikke har haft kontakt med i flere år.. Vi snakkede som om, at der kun var gået et par dage sidst.
Efter vi havde brudt op, valgte jeg at besøge den lokale genbrugsbutik. På den første hylde jeg kigger på, Aller forrest fremme, står der en skægkop.
Jeg har i flere år ledt efter sådan en kop, da min kammerat og jeg rigtig gerne ville have en. Men uanset hvor vi har kigget, har vi ikke kunne finde nogen. Så det var lidt en underlig oplevelse, at se denne kop som det allerførste. Så den kom med mig hjem.

Efter alle de her indtryk og oplevelser er roen stille og roligt kommet tilbage. Der er stadig perioder, hvor jeg føler mig som en zombie der tåger rundt uden at vide hvorhen eller hvorfor..

Det har virkelig sat mit liv i perspektiv.
Jeg har set, at livet kan stoppe brat. Ting kan ikke “bare lige vente”, for hvem ved hvornår leen rammer en.
Jeg har gået uvidende i rigtig mange år med depression og angst og jeg har i samme periode brændt mine broer bag mig. Jeg har skubbet folk væk, undgået folk og har kun haft lyst til at leve i min helt egen lille bobbel.
Efter at have snakket med nogle af de gamle venner ved bisættelsen, er der begyndt at komme venneanmodninger på Facebook. Et tegn på, at de godt vil mig til trods, at jeg har skubbet drm væk i sin tid. Det gav mig mod på tanden, så jeg har selv væretidt i gang med at opsøge folk. Og selvom det ikke er alle der har accepteret, er jeg stadig positiv overrasket. For der er en stor del som har accepteret mig. Det er virkelig noget, som varmer i mit hjerte, ja i hele kroppen. Dem der ikke har accepteret mig, har enten ikke set det endnu eller også er de ikke interesseret og det er jo selvfølgelig helt okay.

Og alt det, med at række ud til folk på den måde, er endnu et tegn på, hvor jeg jeg egentlig er kommet i min proces. Så selvom, at det har været en rigtig hård tid, så har døden vist sig fra den gode side. Jeg har fået indsigt i mig selv og mit liv og har lært en masse om mig selv. Det er den videste oplevelse som jeg nærmest kramper i kroppen over at dele med min bedste kammerat.. Men eftersom, at jeg ikke lige kan ringe eller skrive til ham, må i stå for skud..

Hvad vil jeg egentlig med alt det her?
Jeg vil blot sige, at selvom alt ser mørkt og trist ud, så træk lige vejret, få ro på og prøv så at reflektere over det. Måske vil du få indsigt i noget helt ekstremt.. Og så skal man ikke tage ting for givet. For lige pludselig kan rejsen være slut. Så lev mens du gør det. Tag kontakten til folk, fortæl folk at du er glad for dem, at du elsker dem og vent ikke til i morgen. Måske er der ingen ‘i morgen’..

Share This: