Så er det slut i Give

friklinikken_i_region_syddanmark_-_give_sygehus_0Sidste kursus dag for mit vedkommende kom idag. Et 12 ugers forløb i smertehåndtering er nu slut. Det kunne godt mærkes på stemningen i lokalet at det var sidste gang. Folk sad og kiggede rundt på hinanden og der blev snakket lidt mere end normalt. Vi var dog så heldige at der blev serveret kaffe og kage til os. Men det var en af medkursisterne som stod for det. Men det lettede nu lidt på humøret.

Vi mødtes som total fremmede for 13 uger siden. Men nu var det helt mærkeligt at skulle sige farvel. Vi har dog aftalt at lave en kontaktliste og så på den måde vedligeholde kontakten og mødes engang imellem.

Jeg må indrømme at da jeg startede på holdet, havde jeg ikke de helt store forventninger. For hvad kunne snak og endnu mere snak dog gøre imod smerterne.. Det lød jo dybt latterligt at skulle tilbringe 12 mandage i et lokale i Give. Men jeg har i den grad ændret mening og syn..

For det første, så vil jeg lige klappe personalet på skulderen. For nu har jeg været i systemet i en del år efterhånden og hver gang jeg har skulle fortælle om mine skavanker, har jeg fået elevatorblikket og enten et blik eller kommentar/hentydning om at jeg var fuld af løgn.. Men i Give modtog jeg fra aller første kontakt med personalet en respekt og forståelse som jeg aldrig har mødt før. Og det var ikke noget sær tilfælde.. Sådan har det været ved hvert eneste besøg i Give. Deres måde at snakke med patienterne på, deres måde at håndtere tingene og deres måde at formulere sig så det både er sjovt og alvorligt er helt fantastisk. Der var ingen tvivl om at de var eksperter på deres område..

For mig har det været en 55 minutters lang køretur frem og tilbage hver gang (68km) Men det har været turen værd hver eneste gang.
De to undervisere som jeg havde fornøjelsen af, Lars og Simon, har været et kanon godt makkerpar. De fangede os alle fra dag 1 og formodede at holde fast i os hele vejen til slut. Alle de personer der har været med ind over har virkelig ydet den bedste service og de vil virkelig v´blive savnet fremover.. Går du med smerter og får muligheden for at komme i behandling i Give, så skid hul på afstanden.. Det er virkelig hele køreturen værd.

Kl. 11.45 kørte jeg hjemmefra.
Kl. 12.45 ankom jeg i Give.
Kl. 13.00 startede kurset.
Kl. 13.45 holdes der 15 min pause.
Kl. 14.00 starter kurset op igen
Kl. 14.45 holdes der igen 15 min pause
Kl. 15.00 Starter kurset igen og her mest med mindfullness/afspændings-/åndedrætsøvelser.
Kl. 15.30 havde vi fri.
Kl. 16.35 var jeg hjemme igen.

Så det har været nogle hårde mandage og hovedet har virkelig knoklet og været tungt, træt og overfyldt når jeg ankom hjemme.
Og alligevel så tog jeg med glæde afsted mandagen efter.

Vi har udfyldt nogle test både inden start og ved afslutning. Og der kan man se hvordan man har rykket sig. Og det har jeg.

Men dermed er det ikke sagt at jeg nu er heldbredt og smertefri. Tværtimod.
Smerterne er der stadig og det vil de blive ved med at være. Men nu hvor jeg har fået en masse redskaber til at arbejde med mig selv, vil jeg på sigt kunne lære at leve med mine smerter. Det ender ud med at jeg har magten over smerterne og ikke omvendt.

Men for at jeg kan nå til måls, så må der ske nogle drastiske ændringer i mit liv. Fremover skal jeg sige fra og kun have fokus på mig selv. Så må omverdenen blive skide sure og slå hånden af mig hvis det er det de vil. JEG skal tænke på MIG og ikke på alle andre. Det er trods alt kun mig der ved hvordan det er at leve i min krop.

Så fremover vil et nej betyde et nej og ikke måske. Der vil blive sagt fra. Der vil blive sorteret i hvad jeg kan deltage i osv osv.

Nu har jeg gennemført mine første skridt imod et bedre liv.
1# Indse at jeg har brug for hjælp
2# Bede om hjælp (angst, depression og smerter)
3# Modtage hjælp
4# Gennemføre begge forløb sideløbende med hinanden..

Nu skal der bare knokles igennem for at arbejde med begge dele.. Så skulle du opleve mig som lidt irritabel, fraværende eller ikke tilstede, så ved du her hvorfor.. Enten fordi jeg ikke magter det, fordi jeg arbejder med mig selv eller jeg har enorm angst eller smerte.

Så er det bare at håbe du/i forstår og kan/vil acceptere at jeg nu siger fra og begynder at tænke på mig selv fremfor alle andre.

Share This: